Hurtigholdturneringen Efterår 2001
Holdhurtigskak den 27. oktober
16 hold havde meldt sig til den 2. holdhurtigskakturnering i Køge. Det var 2 hold færre end første gang; men da Køge selv kun kunne stille med et hold, da andre var optaget af et juniorarrangement, er arrangørerne ganske fortrøstningsfulde.
Mange af de tilmeldte hold havde fundet på geniale navne. Det er selvfølgelig også med til at gøre dagen festlig og morsom. Skulle specielt et navn belønnes, vil jeg hælde til det lavest ratede hold "Fuck Kølserne" (forkølelserne) for deres originalitet.
Som i en hver hurtigturnering var der også her klare favoritter til den endelige sejr. Her var interessen især rettet mod holdet fra K41 (PED), der bestod af Karsten Larsen, Flemming Fuglsang og Peter Larsen, og Holdet, der bestod af IM Martin Olesen, Kåre Kristensen (begge Øbro) og Steen Clausen (Skakspilleren). To meget homogene hold, der især på det midterst og nederste bræt overmatchede de øvrige hold.
Overraskende var det derfor, at Karsten Larsen allerede i første runde tabte til Brian Kristensen, Tåstrup, der et par runder senere også tog Martin Olesens skalp. Martin spillede i det hele taget en elendig turnering og scorede kun 2½ point i 8 runder, hvilket var stærkt medvirkende til slutplaceringen som nummer 3. Steen Clausen stod for halvdelen af de 14 point holdet opnåede.
Der blev spillet i 3 præmiegrupper opdelt efter ratinggennemsnit. Køge All Stars med Brian Jørgensen, Henrik Bruun og Klaus Hestehauge spillede sammen med 5 andre hold i den øverste gruppe. Brian blev sammen med Steen Fedder topscorer på 1. brættet. De scorede begge 6 ud af de 8 mulige. En flot præstation af Brian, der kun tabte i sidste runde til Karsten Larsen. Det blev bl.a. til sejr over Henrik El-Kher og remis mod Steen Fedder og Jacob Sylvan.
Det blev dog holdet "Glostrup" med Steen Fedder, Mohammad Ali og Svend K. Hove, der løb med hovedpræmien på 1800 kr. Ali scorede suveræne 7 point. På 2. pladsen vandt PED de 1000 kr.
I gruppe 2 var det det unge hold "Kølserne" med Jacob Aabling, Brønshøj, Michael Nielsen og Nikolaj Korolev fra Tåstrup, der løb med sejren og de 900 kr. De 600 kr. gik til Hvidovre-holdet "Les MiseRables", der bestod af Arne Larsen, Lars B. Larsen, Niels Schnegelberg og Svend Sejersen. De havde et matchpoint mere end "De 3 musketer", der også scorede 12 point.
Guldet gik til "Tåstrup" med Brian Kristensen, Martin Lee Lauritsen, Alexander Rosenkilde og Alexei Hansen i gruppe 3. Med et halvt point færre (10½) endte "Fuck kandidatklassen" med Thomas van Dijk, Niels Krestian Kragh og Simon R. Madsen på den eftertragtede 2. plads, der udløste de sidste 600 kr.
Allerede den 27. april 2002 afholdes den 3. holdhurtigturnering i Køge.

Deltagerne

|